#Dean Abdullah Runge Chehalfi

11947580_921754947897043_2953651205047018629-_n5

Som helt ung var Dean Abdullah Runge Chehalfi skeptisk over for indvandrere og stemte på Dansk Folkeparti. Efter fem års religiøs søgen konverterede han til islam, og i dag mener han, at det ideelle samfund skal styres af Gud.

Aarhus midtby 1997: 24-årige Dean Runge er en ung sælger med forkærlighed for smart tøj og byture. Fredag og lørdag aften tilbringes som regel på diskoteket. Rent politisk er han kritisk over for indvandringen. Han føler, at mange indvandrere nasser på samfundet, og ved valgene stemmer han enten på Dansk Folkeparti eller Venstre.

Dean Runge var enebarn og voksede op hos sin mor. Moderen arbejdede i en slagterforretning, og Dean havde en helt almindelig barndom og ungdom med sunde fritidsinteresser. Han uddannede sig inden for handel, kontor og ekspedition, dyrkede svømning på eliteplan og styrketræning i sin fritid. Allerede som 23-årig blev han gift og fik et barn. Hans mor var kristen, men når Dean kigger tilbage, synes han, at den form for kristendom, hun repræsenterede, i alt for høj grad var begrænset til nogle få traditioner. Min mor vil kalde sig kristen. Men kristendommen var kogt ned til fire højtider, og ellers talte vi ikke om religion. Gud blev ikke nævnt, når man fik noget at spise, og hvis Gud blev nævnt, så blev det mødt med en irritation, en nervøsitet, en uvidenhed eller en latter. På samme måde som nogle muslimer i dag ikke kender så forfærdelig meget til den egentlige islam, forklarer Dean Abdullah Runge Chehalfi. Bortset fra hans mor, der støttede venstrefløjen, så havde hele hans familie holdninger, der lå tæt på Dansk Folkeparti. Jeg var meget påvirket af min families holdning til de fremmede, og jeg gav ikke indvandrere en objektiv chance. Jeg tænkte: Her kommer de og nasser på velfærdssamfundet, og her kommer de og tager vores piger. Men jeg kendte ikke nogen muslimer. Jeg stemte enten på Dansk Folkeparti eller Venstre. Jeg kunne ikke lide indvandrere og følte ikke, at de ydede noget i samfundet. Men jeg relaterede ikke indvandrere til en bestemt religion, fortæller Dean Abdullah Runge Chehalfi. Ægteskabet holdt ikke. Dean Runge blev skilt som 25-årig og så derefter sin lille datter i weekenderne. I en periode forsøgte han at genoptage det glade ungkarleliv. Men den gamle livsform føltes tom. Min evaluering af mit liv satte mange tanker i gang. Jeg begyndte også at udforske forskellige religioner.

I dag peger Dean Runge særligt på en bestemt begivenhed, der udløste hans religiøse søgen. Han havde hentet sin datter på fire år i børnehaven, og de kørte i bil hen over området ved Aarhus Havn. Pludselig kom en havmåge flyvende tæt på forruden. Hans datter blev ved med at spørge, hvor havmågen kom fra, og hvordan den var skabt. Jeg fandt ud af, at jeg skyldte mig selv at finde et svar på, hvem Gud er, fortæller Dean Abdullah Runge Chehalfi. Det blev begyndelsen på en religiøs opdagelsesrejse, der varede fem år. Dean Runge opsøgte Scientology, Jehovas Vidner, religiøse jøder og biskop Kjeld Holm i Aarhus. Ja, de vigtigste trosretninger bortset lige fra islam. Svarene på de spørgsmål, han stillede, blev omhyggeligt skrevet ned og lagt ind i en A4-mappe. På det tidspunkt ville jeg leve efter kristne værdier. En af de første ting, jeg besluttede, var at gøre op med de små hvide løgne, der prægede mit job i handelsbranchen. Jeg roste ikke længere en vare, hvis jeg vidste, at det, jeg sagde, ikke var rigtigt. Jeg holdt også op med at drikke og opgav overfladiske kæresteforhold. Midt i den religiøse søgen stødte Dean på islam, fordi han begyndte at tale religion med en muslimsk kollega. Her oplevede jeg en helt anden stemning, end når jeg gik i kirke. I kirken sad mennesker på hver deres bænk, og det virkede ikke naturligt at samles. Når jeg gik ind i en moské, kunne jeg se, at folk samlede sig og var nede på knæ. Samhørigheden og den ultimative hengivelse gjorde et stort indtryk på mig. Store dele af de fordomme, jeg tidligere havde haft om islam, passede ikke. Senere mødte Dean Runge en tidligere kammerat, som han ikke havde set i to-tre år. Vennen fortalte, at han var blevet muslim. Jeg havde altid sat min ven meget højt på grund af hans ærlighed og høje moral. Jeg fortalte ham, at jeg også overvejede at konvertere. Det blev starten på et tæt venskab. Dean begyndte at komme i muslimske miljøer i Aarhus, og han følte sig tiltrukket af deres åbenhed. Jeg kan huske, at jeg blev inviteret med til middag under ramadanen. Her begyndte gæsterne at småslås om at give hinanden det bedste stykke kød. Selvom de ikke havde spist hele dagen, tænkte de først og fremmest på at servere for hinanden, inden de selv fik noget at spise. De opførte sig på samme oprigtige måde, som jeg også havde oplevet hos nogle praktiserende kristne. Jeg havde tidligere haft negative oplevelser med indvandrere, men nu fandt jeg ud af, at det ikke var islam som religion, der var noget i vejen med. Jeg tænkte, når 1,5 milliarder mennesker i verden er muslimer, så må der næsten være noget ved den religion, der er rigtigt.

Den 18. april 2003 fremsagde Dean Abdullah Runge Chehalfi trosbekendelsen, Shahada, foran en imam og en muslimsk ven i Aarhus. Min mor græd. Hun frygtede, at hun ville miste det gode forhold, vi havde sammen. Jeg var kompromisløs og stod stejlt på mine holdninger. I dag kan jeg godt se, at jeg handlede firkantet i stedet for at forstå, at en omvendelse til islam er noget, ens familie skal have tid til at fordøje. Ti år efter konverteringen til islam har Dean Abdullah Runge Chehalfi fået et godt forhold til sin mor. Hun er flyttet til København og bor få opgange fra Dean og hans familie. Men Dean fastholder sin muslimske identitet, når han er sammen med familien. Han fejrer ikke jul og påske, og han forlader altid selskabet, når der serveres alkohol. På samme måde, som Gud i Koranen siger, at man skal trække sig, hvis man overværer, at nogle mennesker bagtaler andre, og de ikke stopper, hvis de bliver bedt om det, så skal man også trække sig, når der bliver drukket alkohol i et selskab. I forholdet til sin mor tænker Dean Abdullah Runge Chehalfi også på at følge Koranen. Jeg startede mit liv med at blive passet af min mor. I dag er jeg selv stor og stærk og har en forpligtelse til at passe på min mor, der sørgede for, at jeg kunne vokse op. Det er en smuk cyklus i livet. Han går også ind for sharia. Mange af de regler, der styrer velfærdssamfundet, som for eksempel børnepenge, sociale ydelser, uddannelse, er jo sharia, lyder det fra den snart 39-årige konvertit. Når Gud kan lave en sol, der er fem millioner grader varm inde i sin kerne, så kan Gud nogle ting, som jeg ikke kan. Hvis du spørger, hvem der har mest indsigt i samfundet, så er det Gud, siger Dean Abdullah Chehalfi. Han fremhæver det islamiske kalifat i Andalusien omkring år 1000 som den ideelle styreform. Det var en tolerant stat. Hvis vi kigger på historien, så flygtede jøder til Andalusien i middelalderen for at bo sammen med muslimer og kristne. Dengang herskede der sharia i Andalusien, i Andalusien var sharia løftet op på et meget højt stadie. Sharia betyder, at selvom jeg er sur om morgenen, så skal jeg stadig anstrenge mig og sørge for at smile til min kone, og sharia betyder, at samfundet skal sørge for uddannelse og socialhjælp. 1100-tallets Andalusien var styret af sharia, og jeg er sikker på, at hvis retfærdigheden ikke havde været til stede i Andalusien dengang, så var jøderne og de kristne ikke flyttet dertil.

Share