#KimieJay

skc3a6rmbillede-2015-12-28-kl-14-47-54
Jeg har altid følt, at jeg var på vej et sted hen, men jeg har aldrig vidst, hvor det var. Efter jeg blev muslim for 8 år siden, fandt jeg ikke alene ud af min destination, men også en vejledning dertil.

Når jeg reflekterer tilbage på mit liv, før jeg blev muslim, ser jeg tydeligt, hvordan Gud, der er Den ypperste Planlægger, nøje har planlagt hvert skridt nærmere mod, at jeg som 15 årige sagde min shahada (trosbekendelse)uden den mindste tvivl i mit hjerte. Islam giver ikke en et liv udelukkende med medgang og uden modgang, men giver en de midler, man har brug for til at opnå et niveau, hvor man konstant reflekterer samt arbejder med sig selv for i sidste ende, at man med Guds barmhjertighed kan opnå evig lykke i paradiset.

Det er kun Gud via Hans vejledning, som Han har sendt ned i form af skrift i Koranen og et eksempel i Profeten Muhammad ﷺ til menneskeheden, der giver fuldkommenhed i både ens intellekt og ens sjæl.

I vores tilbedelse af Gud, Hvem som ingen anden end Ham fortjener tilbedelse, Designeren og Skaberen af mennesket, himlene, jorden og universet, kan vi ikke alene opnå Guds tilfredshed, men vi skal også udvikle et bedre “jeg” både i vores indre og ligeledes udadtil overfor vores omverden.

Jeg bliver stadig den dag i dag forbløffet og gang på gang bekræftet i min tro, at intet andet end dette er den absolutte sandhed, det er et af de mirakuløse aspekter ved islam, netop at man aldrig stopper med at blive overrasket over Guds perfektion i Hans skabelse ned til den mindste detalje. Jeg føler mig ydmyg over, at Gud har med Sin Barmhjertighed og Nåde valgt mig ud af millioner af mennesker til at få denne gave af vejledning til sandheden og hvis blot ikke-muslimerne vidste det, som en muslim har i sit indre, ville de stræbe efter det med alt i deres magt. Det er noget helt unikt, der ikke kan findes på andre måder end igennem islam.

– Kimie Jay Bukholt

Share