#Lea

unavngivet

Jeg er ofte blev spurgt om, jeg ikke ville fortælle om min vej til Islam. Det vil jeg nu.

Jeg er født og opvokset i Odense og har boet der igennem hele mit liv, næsten. Min mor er dansker og min far er tysker. Jeg lærte dog først min far at kende, da jeg var omkring 24 år. I dag er jeg 30 år og snakker ikke længere med ham. Til daglig bor jeg alene sammen med min søn på 7 år i en dejlig og hyggelig lejlighed i Odense. Jeg kommer fra et meget socialt belastet hjem og jeg blev som 16 årig fjernet fra hjemmet. Jeg var meget vred i mine teenageår pga. nogen ting, som jeg blev udsat for i min barndom. 
Mit møde med islam begyndte allerede i folkeskolen, omkring 2. klasse. Jeg var i klasse, hvoraf der var 4 muslimer. Jeg var ofte meget sammen med en pige fra Pakistan. Vi legede rigtig godt sammen og jeg var tit med hjemme ved hende efter skole. Det jeg husker aller tydeligst var, når hun skulle bede. Jeg var dybt fascineret af det og hun prøvede også at lære mig det. Selvom hun ikke selv gik med tørklæde, viste hun mig, hvordan man tog det på og vi begge rende rundt og legede med tørklæde på. Vi blev selvfølgelige ældre og fik hver vores egne interesser. Som 18-årig starter jeg på handelsskole, hvor jeg kommer i klasse med et sæt tvillingepiger fra Palæstina. Vi blev hurtig ret gode venner, og som med min klassekammerat fra folkeskolen, var jeg ofte med dem hjemme. Her var jeg også vidne til, når de skulle bede. Pigerne gik heller ikke med tørklæde, men alligevel tog vi det på og jeg viste dem, at jeg godt kunne finde ud af det. Det var de meget overrasket over.Tiden gik og vi “voksede” fra hinanden og havde hver vores interesser.

Derefter gik det ned af bakke. Jeg kom ud i en masse rod. Festede fra torsdag til søndag. Begyndte at ryge en masse hash og tage meget hårde stoffer. Samtidig med det fik jeg mig en kæreste. Vi levede det vilde liv, hvor der ingen grænser var. Vi var kærester i knap 4 år. 3 1/2 år i et sandt mareridt med ekstrem vold, hver dag mere eller mindre. Det var alt fra at blive spyttet på og til et par brækkede næser. Jeg nåede også at blive gravid med ham, men så startede det sande mareridt igen. Min daværende kæreste, min søns far, begyndte at blive voldelig overfor mig igen og meget truende. Pludselig ville han ikke have noget barn alligevel. Han truede med at sparke det ud af maven på mig, og han forsøgte også på det. Gudskelov smed han mig ud af hjemmet og jeg flyttede hjem til min mor og stedfar (min baba). 14 dage inden jeg fødte min søn, sund og velskabt, fik jeg min egen lejlighed.

Da jeg havde født gjorde jeg mig rigtig mange overvejelser om jeg skulle have ham døbt. Det blev han ikke. Min søn skulle selv vælge hans tro og hvorfor skulle jeg lade ham døbe, når jeg ikke selv troede på kristendommen. Allerede der følte jeg mig forbundet til Islam men det var nok mest underbevidst, ellers havde jeg konverteret dengang.Min søns far begynder nu at terrorisere mig og det ender med. at jeg må flygte til et krisecenter for kvinder. Her møder jeg de skønneste kvinder i mit liv. Der er en del muslimske kvinder og også nogle stykker, som er konverteret til Islam. Jeg er så fascineret af dem og fik kæmpe respekt for dem. De var så søde, rolige og afslappede, selvom at de havde deres eget at kæmpe med. De var sammenholdte og fik det hele til at se så fredeligt ud.
De var høflige, havde gensidig respekt og enorm stor empati for andre.Det var her jeg for alvor fik mine øjnene op for Islam. Lige siden har jeg læst meget om Islam, og jo mere kendskab jeg fik til Islam, jo mere følte jeg mig hjemme i Islam. Jeg levede under samme tag sammen med pigerne i 4 måneder, før jeg flyttede i min egen lejlighed. Ubevidst begynder jeg med ikke at spise svinekød, og så begynder jeg at tilbede Allah (swt) på min egen måde. Tankerne begyndte for alvor at pege hen imod en konvertering til Islam. Det eneste, der holdte mig tilbage,var, hvordan familie og venner ville reagere. Det gjorde det bestemt ikke nemmere, at medierne fremstillede muslimer på den måde som de gjorde/gør. Så jeg var faktisk rigtig bange for at skulle gøre det.

Men lysten til at konvertere er der stadig hele tiden. Da jeg mister min mormor i april i år,tænker jeg, nu må det simpelthen være nok. Siden jeg forlod krisecenteret og mine søstre derinde, blev jeg ramt af mange dødsfald i familien. Jeg så på ingen måder meningen med livet, men igen så var det som at, Allah (swt) kaldte på mig. Min mormor blev begravet 16. april og to dage efter, d. 18. april, konverterede jeg til Islam. Jeg havde det selvfølgelig enorm skidt over, at have mistet min mormor, og har det også idag, men det var som om, at jeg fik ro, jeg fik fred, håbet og meningen med livet tilbage. I dag takker jeg Allah (swt) for, at have vist mig vejen til Islam og jeg elsker og tilbeder ham. 29 1/2 år skulle der gå før jeg kunne kalde mig for lykkelig og være taknemmelig for det, jeg ejer og har. I dag når folk ser mig, siger de, hvor ser du glad ud, hvor er det dejligt at se, at du ser så lykkelig ud osv., og det er fra folk, som ikke ved, at jeg er konverteret til Islam. Jeg har været lidt bange for at fortælle folk om det, fordi jeg er bange for at miste dem. I august fortalte jeg det til min mor og stedfar. I starten var de dybt rystede, chokeret og tog meget afstand til det. I dag har de det helt fint med det, og de kan godt se, at jeg ikke har forandret mig, andet end jeg er blevet meget mere glad. Jeg læser hver dag om Islam og lytter til koranen hver aften, inden jeg går i seng, men at være konvertit er ingen dans på roser. Der er meget at lære hele tiden. Til tider tvivler man på om man også gjorde det rigtige, men jeg ved, at jeg gjorde det helt rigtige. Det er her jeg føler mig hjemme.

– Lea

Share