#Rikkeline Egeberg

12144912_943846905687847_7907696213898771644_n
Assalamu aleikum wa’ rahmatullahi wa’ barakatu. Her kommer der en måske lidt lang fortælling om min vej til islam. Alhamdulillah. Måske kan den få nogle til at reflektere…
Ved faktisk ikke, om man kan sige, at mine øjne er blevet “hemmeligt” åbnet, da jeg var en lille pige og gik i folkeskole, men da jeg gik i folkeskole, gik jeg på en skole, som havde rigtig mange udlændinge, hvilket betød, at jeg dermed også fik mange udenlandske venner.
Faktisk var jeg den eneste dansker i min klasse på et tidspunkt.

Jeg har altid været blandt folk med en anden kultur end den danske, og måske er det derfra min interesse for islam senere hen startede.

Da jeg var en lille pige, var jeg på ingen måder interesseret i islam, men noget, som jeg syntes, var interessant, var bl.a deres flotte tørklæde, de andres kulture, det arabiske sprog, og bedst af alt; Fællesskabet og den gode gæstfrihed, som jeg altid mødte.

Jeg husker ikke selv, hvordan den her proces er startet, desværre, men jeg tænker, at min barndom kan have haft en betydning for min senere interesse og søgen.

For to år siden flyttede jeg til Århus væk fra alle mine venner og min familie. I min tid her oppe er mine øjne blevet åbnet helt vildt for, hvad islam egentlig er. Jeg fik nye venner, og sjovt nok klingede jeg bedst med muslimerne, fremfor med ikke-muslimer. Så måske det også har skubbet mig mod sandheden? Det ved jeg ikke, men vigtigst af alt så begyndte jeg for alvor at stille spørgsmålstegn ved en hélt masse ting. Hver gang jeg stødte på en tanke, skrev jeg det ned i min på min telefon, så jeg kunne udspørge en muslim om svaret, og gæt engang; Jeg fik svar på ALLE mine gode, såvel som tåbelige spørgsmål…Jeg var fascineret!

Mine mange spørgsmål førte til, at jeg meldte mig ind i en masse islamiske grupper her på facebook, hvor jeg kunne følge med i folks spørgsmål og svar og det har bestemt ført mig et skridt nærmere.

I et par år efterhånden- og ikke blot de to år, hvor jeg har boet i Århus, men også år før det, har jeg været interesseret, men på trods af interessen og troen på en masse, stod jeg stadig med spørgsmålet :”Bliver jeg nogensinde muslim?”
Jeg var overbevist om Allah, jannah(Paradis) og jahannam(helvedet) osv, men følte stadig ikke, at det var islams fold, som jeg skulle indtræde.
Årene og månederne er senere hen passeret, og jeg er blevet klogere på en hel del. Jeg begyndte at mærke en vrede, hver gang min familie, venner eller nogle andre snakkede grimt om islam. Jeg følte en eller anden forsvarsmekanisme, så jeg var altså virkelig begyndt at elske islam og forsvare det.
Tiden gik, og jeg begyndte at bekymre mig om, at jeg ikke kunne NÅ at blive muslim? Jeg havde sågar søvnløse nætter, hvor jeg bare lå og græd, fordi jeg var bange for ikke at kunne nå at sige min shahada(trosbekendelsen). Det var så uhyggeligt, Sub7anAllah

Så kan man spørger: “Jamen, hvorfor sagde jeg så ikke bare shahada(trosbekendelsen), når jeg var overbevist og oveni købet var bange for, at jeg ikke at kunne nå det??”

Svaret, som mange mennesker og især konvertitter kender til, er, at jeg var bange for min families reaktion, og så var jeg fokuseret på de fremtidige ting, som jeg ikke måtte, hvis jeg konverterede, så en masse ting spillede altså ind over.

Pga. alle disse forstyrrende tanker og bange anelser hver evig eneste dag, vidste jeg, at spørgsmålet om jeg nogensinde ville konvertere, ikke længere var et spørgsmål, men et spørgmsål om HVORNÅR jeg turde springe ud i det. Jeg var nu 100% overbevist. Der gik ikke én dag, hvor jeg ikke tænkte på islam.
Men hvad nu med familien? Hvad med alle de ting jeg ikke må længere? Og HVAD skal jeg dog sige og gøre, når der bliver serveret svinekød på tallerkenen !? Det var DET, der holdte mig tilbage i rigtig, rigtig lang tid til sidst….

For nogle uger siden fik en søster mig til at tænkte mig godt om. Hun fik mig på en eller anden måde til at tænke: “Hey, jeg ér faktisk muslim inde i mit hjerte. Jeg har bare ikke sagt min shahada(trosbekendelse) endnu. Hvad er det seriøst, jeg venter på??” Det, der holder mig tilbage, er en masse dårlige tanker, men de dårlige tanker kommer fra Shaytan. Skal han have lov at vinde?? NEJ!

Derfor sprang jeg ud i det og satte en dato for min konvertering.

Idag for præcis en måned siden – (Den 4 september) tog jeg min længe ventede shahada i Wakf blandt en masse masse dejlige søstre. ALHAMDULILLAH!!!

Og jeg er SÅ lettet, og så lykkelig for endelig at have gjort det! Jeg føler mig så godt tilpas, at alle mine bekymringer osv. bare kan komme an

Nogle ville tænke:”Var mit hjerte og mine øjne nogensinde blevet åbnet, hvis jeg var vokset op med en masse ikke-muslimer, byture osv?
Svaret er JA. Der er aldrig nogen, der har tvunget mig til det. Der er aldrig nogen,der har givet mig gode ideer eller sagt “Rikkeline, læs lige den her bog”. Sandheden er, at det her valg først og fremmest kommer fra Allah subhanahu wa’ ta’ala, og dernæst fra mit hjerte, mine åbne øjne og mine omgivelser.

Derudover har jeg selvfølgelig haft en masse dejlige søstre, som har hjulpet mig gennem alle mine besværligheder. Søstre, der har hjulpet mig, guidet mig og svaret på ALLE mine umulige spørgsmål. Selv bogen “islamguiden”, som en søster sendte til mig, har hjulpet mig på rette vej. Den bog vil jeg forresten anbefale til alle muslimer, såvel som ikke-muslimer.

Til de, der tænker på at konvertere eller til nye konvertitter, og muslimer, som står stille ved et valg, Så er mit bedste råd :SPRING ud i det! Grib muligheden for at konvertere eller fx begynd med tørklæde eller hvad det nu end kan være, som Allah ønsker for dig, fordi hvad nytter det at vente? Hvis din familie eller venner vil blive sure, så lad dem. De bliver gode igen med tiden. Wallahi med masser af dua skal alting nok gå, også selvom nogle i din familie vender dig ryggen til at starte med, pga. et hvilket som helst valgt, du tager.

Mht. min familie og venner, så har dem, der har hørt det reageret forskelligt. Alle mine bekymringer, som jeg havde til folks reaktioner,viste sig at være så meget bedre end forventet(i de fleste tilfælde). Jeg havde forstillet mig, at mange ville smide mig ud og halshugge mig, men alhamdulillah, de tætteste fra min familie, som ved det, har accepteret det, selvom de ikke forstår en dyt. Nogle venner har dog cuttet mig, men som man siger: “Du mister noget, som Allah ved ikke er godt for dig, og Han sørger for, at du får noget bedre end det.

Må Allah subhanahu wa’ ta’ala gøre det let for alle andre søstre og brødre, der sidder derude og ikke tør tage skridtet ligesom mig, og må Allah subhanahu wa’ ta’ala belønne alle, der har hjulpet mig på rette vej.

ALHAMDULILLAH for alt!”

-Rikkeline Egeberg

[Søsteren konverterede med ‘Udforsk Islam’ holdet for en måned siden. Vi spørger Allah om at velsigne og beskytte hende. Amin]

Share