6. september 2015

Hvem er Muhammed (ﷺ)

Profeten Muhammad ﷺ var den største personlighed i historien. Når man læser hans livshistorie og lærer om hans moral og egenskaber, hans karakter, og de ting han har opnået i sin egen levetid, samtidig med at man lærer om hans ydmygenhed, kan man ikke gøre andet end at komme til den konklusion.

Og selv ikke-muslimer anerkender at Profeten ﷺ havde flere gode egenskaber og moralske værdier, end man nogen sinde har fundet samlet i ét menneske i hele historien [1]. Han var en person, som hele den arabiske halvø blev forenet under; og dog var han ydmyg. Han fik store rigdomme, og dog levede han i fattigdom; alt det han fik, gav han til de trængende. Der blev end ikke lavet varm mad i hans hus i dagevis, og han tilbragte dagene i sult.

An-Nu’man ibn Basheer (må Allah være tilfreds med ham), sagde: ‘Jeg så jeres Profet (i en tid), hvor han ikke engang havde dårlige dadler at spise.[2]

Abu Hurairah (må Allah være tilfreds med ham) sagde: ‘Allah sendebud ﷺ fik aldrig nok mad i tre dage i træk indtil sin død.’[3]

Det ikke fordi han ikke havde råd til det; for pengene og rigdommene blev lagt foran ham i hans moské, og han forlod ikke stedet, før han havde fordelt det til samtlige trængende og fattige personer. Blandt hans ledsagere var der velhavende og rige individer der kappedes om at tjene ham og ofrede alt, hvad de ejede. Profeten ﷺ gav afkald på denne verdens rigdomme, fordi han kendte sandheden om dette liv.

Han ﷺ sagde: ‘Livet på jorden i forhold til det hinsides er som det, man får op, når man dypper en finger i havet.’[4]

Han var meget optaget af den Arabiske Halvøs anliggender, men han forsømte ikke sin husstand og heller ikke de fattige og trængende muslimer.

Han var en stor leder; han ledte en lille gruppe med lette våben mod tusinder af soldater med tunge våben, og dog fik hans fjender nederlag.

Han var ligeglad med jordiske anliggender og tilbad Allah hele natten. Han sov på en måtte af strå. Han kunne have levet som en mægtig konge, men han valgte at leve et simpelt liv. En dag kom Omar (må Allah være tilfreds med ham) til hans hus, og kiggede ind i værelset, og han så intet andet end en måtte af strå, hvor Profeten ﷺ lå, og som havde efterladt mærker på hans krop. De eneste forsyninger i huset var lidt byg i en skål og en dunk vand. Det var alt, hvad Allahs Sendebud ﷺ ejede på det tidspunkt, og det var i en periode, hvor halve Arabien var under hans kontrol. Da Omar (må Allah være tilfreds med ham) så dette, kunne han ikke holde tårerne tilbage. Profeten ﷺ spurgte ham: ‘Hvorfor græder du, åh Omar?’ Han svarede: ‘Hvorfor skulle jeg ikke græde – Persernes konge og den romerske kejser nyder livet i denne verden, og Allahs Sendebud ejer kun, hvad jeg ser!’ Allahs Sendebud ﷺ svarede ham: ‘Åh Omar, vil det ikke behage dig, at det er Kongens og Kejserens andel i dette liv, og i det hinsides vil al nydelsen tilfalde os alene?’

Da Profeten ﷺ stod med sin hær ved porten til Mekka for at erobre byen, stod Abu Sufyan ved siden af Al-Abbas, Profetens ﷺ onkel, mens de kiggede på den muslimske hærs bannere. Abu Sufyan var på det tidspunkt ikke muslim. Han blev rystet over det enorme antal muslimer og de stammer, der tilsluttede sig islam; de rykkede frem mod Mekka som en rivende strøm. Ingen kunne standse dem, og ingen stod i vejen for dem. Så sagde Abu Sufyan til Al-Abbas: ‘O Abbas, din nevø er blevet en stor konge!’ Abbas svarede: ‘Der er ikke tale om kongemagt, men om profeti og islams budskab.’

Ad’ee at-Ta’ee, søn af Ha’tim at-Ta’ee, som er indbegrebet af gavmildhed, overværede Profetens ﷺ forsamling, mens han stadig var kristen. Da han så, hvordan Profetens venner hyldede ham, mens de stadig var iført krigsdragt og våben, blev han forvirret – var han Profet eller konge? Han spurgte sig selv, ‘er det kongernes konge eller et af Guds Sendebud?’ Mens han spekulerede over det, kom der en fattig kvinde fra Medina hen til Profeten og sagde: ’Jeg vil gerne fortælle dig en hemmelighed.’ Han sagde til hende: ‘Du kan vælge en gade i Medina, hvor du kan fortælle mig det?’ Profeten rejste sig og gik sammen med den fattige kvinde og opfyldte hendes ønske. Da Ad’ee så Profetens store ydmyghed, blev han klar over sandheden og bortkastede de kors, han bar, og tilsluttede sig Profeten Muhammed ﷺ .

Hans ﷺ slægt

Han er Abu-Al-Qasim (far til Al-Qasim) Muhammed, søn af Abdullah, søn af Abdul-Muttaleb. Hans slægt går tilbage til Adnan, søn af Ismael.

Hans ﷺ liv

Profeten Muhammad ﷺ var forældreløs. Hans far døde, før han blev født, og hans mor døde, da han var seks år. Hans bedstefar, Abdul-Muttaleb, tog sig af ham, og da han døde, tog hans onkel, Abu Taleb, sig af ham. Hans egen og de andre stammer tilbad afguder lavet af træ, sten og endda guld, der var placeret omkring Kabaen. Folk troede, at disse afguder var herrer over godt og ondt, og var mellemled mellem dem og Allah.

Profeten ﷺ var et troværdigt og ærligt menneske. Han var kendt blandt sine egne folk som ‘Al-Ameen’, eller ’Den Troværdige’. Folk betroede ham deres værdigenstande, når de tog ud for at rejse. Han var også kendt som ‘As-Sadeq’ eller ‘Den Sandfærdige,‘ for han løj aldrig.

Han havde gode manerer, var veltalende og talte pænt. Hans folk elskede ham. Folk fra nær og fjern ærede ham og hædrede ham.

Han ﷺ opførte sig aldrig uforskammet; han drak ikke alkohol, ej heller bøjede han sig for statuer eller gudebilleder, eller aflagde ed ved dem eller ofrede til dem, som hans folk gjorde.

Da Profeten Muhammed ﷺ blev 40 år, modtog han en guddommelig åbenbaring, mens han sad i Hira-hulen i Mekka. A’ishah (må Allah være tilfreds med hende) sagde:

’Det første, som Allahs Sendebud ﷺ  modtog, mens han sad i Hira-hulen i Mekka, var gode syner [drømme]. Hver gang han drømte, gik det i opfyldelse. Senere begyndte Allahs Sendebud ﷺ  at foretrække at være alene og meditere. Og han tilbragte lange perioder på den måde.’

Efter åbenbaringen begyndte Profeten ﷺ at forkynde islam for sine folk. Han begyndte med sit eget folk i Mekka. Nogle af dem nægtede at lytte til ham, fordi han forkyndte noget for dem, som de ikke havde oplevet før, og som vedrørte alle deres livsanliggender.

Islam er et fuldstændigt sæt leveregler, der vedrører religiøse, politiske, økonomiske og sociale anliggender. Islam opfordrede dem ikke kun til at tilbede Allah alene; den forbød dem også ting, som renter, rusmidler, hor og hasardspil. Den opfordrede folk til at opføre sig retfærdigt og rimeligt over for hinanden, og til at indse, at ingen er overlegen over andre undtagen i gudfrygtighed (taqwa). Hvordan skulle Quraish-stammen acceptere at blive behandlet på lige fod med de fattige! De nægtede ikke blot at acceptere islam, men de skadede ham og bagvaskede ham og kaldte ham en galning, en troldmand og en løgner. De kaldte ham ting, som de ikke ville havde kaldt ham, før han begyndte at forkynde islam. De opildnede de uvidende masser mod ham og chikanerede ham.

Urwah ibn az-Zubair sagde, ‘Jeg bad Abdullah ibn Amr al-Aas fortælle mig om det værste, som afgudsdyrkerne gjorde mod Profeten ﷺ , og han sagde:

‘Uqbah ibn Mu’ait gik hen til Profeten ﷺ , mens han bad nær ved Kabaen, og han tog fat i hans tøj, viklede det rundt om halsen på ham og strammede meget hårdt til. Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), skyndte sig hen og greb fat i skulderen på Uqbah, skubbede ham væk og sagde: ’Vil I dræbe en mand, som erklærer, at Gud er hans Rabb (Herre), og kommer med klare tegn fra jeres Rabb?”[5]

Disse hændelser afholdt ikke Profeten ﷺ fra at fortsætte sin da’wah (forkyndelse). Han opsøgte de mange stammer, der kom til Mekka på pilgrimsfærd, og forkyndte islam for dem. Ganske få fra Yathrib, som i dag hedder Madinah, troede på ham og lovede at støtte og beskytte ham, hvis han kom til Medina. Han sendte Mus’ab ibn Umair (må Allah være tilfreds med ham) afsted for at lære dem om islam. Efterfølgende migrerede Profeten ﷺ til Madinah.

Folket i Madinah blev dybt bevæget og rørt over Profetens ædle moral og egenskaber. De elskede ham højere, end de elskede sig selv; de kappedes om at tjene ham og brugte alt, hvad de ejede, på hans sag. Samfundet var stærkt, og dets medlemmer var rige på Iman (tro), og de var overvældede af lykke. Folk elskede hinanden, og der blev knyttet kærlige og broderlige bånd imellem dem. Alle mennesker var lige; de rige og de fattige, de adelige og de jævne, de hvide og de sorte, araberne og ikke-araberne – de blev alle anset for lige i Islam.

Hvordan var Profeten ﷺ  blandt folket?

Al-Hussain (må Allah være tilfreds med ham) sagde: ”Jeg spurgte min far om Profetens ﷺ forsamling, og han sagde, ’Allah Sendebud ﷺ  rejste sig aldrig op eller satte sig ned, uden at ihukomme Gud’. Den, der sad sammen med Profeten ﷺ følte, at han var den, der stod ham nærmest. Han havde et stort hjerte og et åbent sind. Han blev opfattet som en venlig og kærlig far for alle; for ham var alle mennesker lige. Allahs Sendebud ﷺ var altid smilende. Han var yderst venlig og omsorgsfuld. Han var aldrig grov. Han hævede aldrig stemmen offentligt og talte heller aldrig sjofelt. Han bagtalte aldrig nogen, ej heller skamroste han eller skuffede nogen som helst. Han undgik tre ting; Formålsløs diskussion, at tale for meget og at blande sig i ting, der ikke betød noget for ham. Han undgik også tre andre ting; han talte aldrig ondt om nogen, han hånede aldrig nogen, han omtalte aldrig nogens fejl over for andre, og han kritiserede aldrig nogen. Han talte kun det som var godt. Når han talte, så hans venner ned [af ærefrygt].” [6]

Hans ﷺ personlighed og karakter

Profeten ﷺ udførte altid gerninger for at få Allahs tilfredshed. Han blev skadet og chikaneret; men var tålmodig og fandt sig i det, og håbede på Allahs belønning.

Profeten ﷺ var oprigtig og ærlig i alle anliggender, og havde de bedste akhlaq (moral); engang blev A’ishah (må Allah være tilfreds med hende) spurgt om Profetens akhlaq (moral), og hun sagde: ’Hans akhlaq (moral) var Koranen.’” Det betyder, at Profeten ﷺ overholdt dens love og befalinger og afholdt sig fra det, den forbød. Han efterlevede og tilegnede sig dens dyder.

Anas ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) var tjener for Profeten ﷺ i ti år. I denne periode fik han kendskab til Profetens væremåde. Han sagde:

‘Profeten ﷺ  havde den højeste moral iblandt menneskene. Han bandede aldrig og var heller ikke uforskammet, og han forbandede heller ikke nogen. Når han bebrejdede nogen noget, sagde han (blot): ‘Hvad er der i vejen med ham, måtte hans pande blive støvet.’ [7]

Hvis nogen bad ham om noget, ville han give dem det. Sahl ibn Sa’d, (må Allah være tilfreds med ham) sagde:

En kvinde gav Allahs Sendebud ﷺ  et stykke klæde. Allahs Sendebud ﷺ  tog imod det og havde brug for det. Efter et stykke tid kom Allahs Sendebud ﷺ  ud af sit hjem iført klædet, og en af hans ledsagere sagde: ’Åh Allahs Sendebud! Lad mig få sjalet!’ Allahs Sendebud ﷺ  sagde: ‘Ja.’ Derefter sad han et stykke tid, og så gik han hjem, foldede sjalet og sendte det til ledsageren, der havde bedt om det. De andre ledsagere skældte ham ud og sagde: ‘Det var ikke pænt af dig at bede ham om sjalet; især når du ved, at han ikke ville sige nej til nogen eller sende dem tomhændet bort! Manden sagde: Ved Allah! Jeg bad ham kun om det, fordi jeg gerne vil indhylles i det sjal, når jeg dør.’ Sahl, der har fortalt denne Hadith, sagde: ‘Sjalet blev brugt som ligklæde for den mand, da han døde.’ [8]

Allahs Sendebud ﷺ  havde rigtig stor medfølelse, specielt overfor børn. Abu Qatadah (må Allah være til freds med ham) sagde:

‘Allahs Sendebud ﷺ  udførte salah (bøn), mens han holdt en lille pige, Umamah, datter af Abul-Aas. Når han bøjede sig ned, satte han hende ned, og når han rejste sig, tog han hende op igen.’ [9]

Og en anden gang, sagde Allahs Sendebud ﷺ :

‘Jeg påbegynder bønnen med hensigt om at forlænge den, men så hører jeg et barn græde, og så forkorter jeg bønnen, fordi jeg ved, at barnets mor lider, når hun hører det græde.’ [10]

Og han plejede at hjælpe sin kone mht. hjemmet. A’ishah, (må Allah være tilfreds med hende) blev engang spurgt, hvad Profeten ﷺ beskæftigede sig med i hjemmet. Hun sagde:

’Han ville tjene sin familie.; men når der blev kaldt til bøn, gik han for at deltage i bønnen.’ 

I en anden beretning sagde hun:

‘Han var som enhver anden; han vaskede sit tøj, malkede sit får, og betjente sig selv.’ [11]

Han var altid smilende. Abdullah ibn al-Harith, (må Allah være tilfreds med ham) sagde:

‘Jeg har aldrig set en mand, som smilede så meget som Allahs Sendebud ﷺ .’ [12]

Han var modig og tapper. Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde:

‘I skulle have set mig i Badr-slaget! Vi søgte ly bag Profeten ﷺ . Han var den iblandt os, der var tættest på fjenden. Den dag var Allahs Sendebud ﷺ  den stærkeste iblandt os.’ [13]                                                                                    

Anas ibn Malik, (må Allah være tilfreds med ham) sagde:

’Allahs Sendebud ﷺ  var det bedste af mennesker og den modigste. En nat blev indbyggerne i Medina bange og begav sig i retning af de lyde, de havde hørt den nat. Allahs Sendebud ﷺ  mødte dem, da han var på vej tilbage fra det sted, hvor lyden kom fra, efter at have sikret sig, at der ikke var noget galt. Han red på en hest, der tilhørte Abu Talhah (må Allah være tilfreds med ham), uden sadel, og han havde sit sværd med. Han beroligede folk og sagde: ‘Vær ikke bange! Vær ikke bange!’[14]

Han mødte dem, siddende på en hest og uden sadel, fordi de krævede en hurtig reaktion, og han havde sit sværd med, fordi det kunne blive nødvendigt at bruge det. Han ventede ikke på, at andre skulle undersøge grunden til lyden (uroen); som en leder ellers ville gøre i sådan en situation.

Allahs Sendebud ﷺ var det ydmygeste menneske. Han var så ydmyg, at hvis en fremmed kom ind i hans moské, kunne han ikke genkende ham blandt hans ledsagere.

Anas ibn Malik, (må Allah være tilfreds med ham) sagde:

‘Engang, mens vi sad sammen med Guds Sendebud ﷺ  i hans Masjid, kom en mand og sagde: ’Hvem af jer er Muhammed?’ Profeten ﷺ var ikke anderledes og skilte sig ikke ud fra sine venner.

Allahs Sendebud ﷺ var meget barmhjertig og havde medfølelse med andre og kaldte andre til at være det samme, han sagde i en hadith:

”Sandelig, Allah er barmhjertig mod dem, som er barmhjertige mod andre.”[15]

Han var overbærende og var tilgivende. Engang kom en beduin hen til Profeten ﷺ og greb hårdt fat om hans kappe, at kappens kant havde efterladt et mærke ved hans nakke. Beduinen sagde, ‘Åh Muhammed! Giv mig [noget] af Allahs rigdom, som du har.’ Allahs Sendebud ﷺ vendte sig mod beduinen, lo og gav ordre til, at man gav ham [nogle penge].’ [16]

Et andet eksempel på hans overbærenhed er historien om den jødiske rabbiner, Zaid ibn Sa’nah. Zaid som lånte Allahs Sendebud ﷺ noget. Zaid sagde:

To eller tre dage før gælden blev betalt tilbage, deltog Allahs Sendebud ﷺ  i begravelsen af en mand fra Ansar. Abu Bakr, Omar, Uthman og nogle andre ledsagere, (må Allah være tilfreds med dem) var sammen med Profeten ﷺ . Efter at have udført Janazah (begravelsesbønnen) satte han sig ved en mur, og jeg gik hen til ham, greb fat i kanten af hans kappe og så brysk på ham og sagde: ‘O Muhammed! Vil du ikke betale mig mit lån tilbage? Jeg har aldrig oplevet, at Abdul-Mutalebs familie har betalt sin gæld for sent!

Jeg så på Omar ibn al-Khattab, (må Allah være tilfreds ham) – hans øjne var opsvulmede af vrede! Han så på mig og sagde: ‘Åh Allahs fjende, taler du til Allahs Sendebud og opfører dig over for ham på den måde?! Ved Den, Der sendte ham med sandheden, hvis ikke jeg frygtede at gå glip af paradiset (Jannah), havde jeg halshugget dig med mit sværd! Profeten ﷺ  så roligt og fredeligt på Omar og sagde: ‘O Omar, vi havde mere brug for at høre et råd fra dig om, at jeg skulle betale tilbage med et godt hjerte, og at han høfligt og pænt skulle havde krævet sin gæld tilbage! O Omar, gå hen og betal lånet tilbage, og giv ham 20 sa’a (vægtenhed) ekstra, fordi du skræmte ham!’

Zaid sagde: ‘Omar gik med mig og betalte gælden tilbage, og oveni gav han mig 20 sa’a dadler. Jeg spurgte ham: ‘Hvad er det?’ Han sagde: ’Allahs Sendebud ﷺ  gav mig ordre til at give dig det, fordi jeg skræmte dig.’ Så spurgte Zaid Omar: ‘O Omar, ved du, hvem jeg er?’ Omar sagde: ‘Nej, det gør jeg ikke – hvem er du?’ Zaid sagde: ‘Jeg er Zaid ibn Sa’nah.’ Omar spurgte: ’Rabbineren?’ Zaid svarede: ‘Ja, rabbineren.’ Så spurgte Omar ham: ‘Hvad fik dig til at sige det, du sagde til Profeten ﷺ , og gøre det, du gjorde mod ham?’ Zaid svarede: ‘O Omar, jeg har set alle tegnene på profeti i Guds Sendebuds ﷺ  ansigt, undtagen to, som jeg ikke har noteret mig før – hans overbærenhed dominerer over hans uvidenhed, og det andet er, at jo mere barsk, man er over for ham, jo mere venlig og tålmodig bliver han, men nu er jeg overbevist. O Omar, du er mit vidne på, at der er ingen anden gud, der fortjener at blive tilbedt, end Allah alene, og min Deen (religion) er islam, og Muhammed ﷺ  er min Profet. Jeg gør dig også til vidne på, at halvdelen af min rigdom – og jeg er blandt de rigeste mennesker i Medina – giver jeg for Allahs skyld til alle muslimerne.’ Både Zaid og Omar, (må Allah være tilfreds med ham), gik tilbage til Allahs Sendebud ﷺ . Zaid sagde: ‘Jeg bevidner, at der er ingen sand Gud, der fortjener at blive tilbedt, andet end Gud alene, og at Muhammed ﷺ  er Guds tjener og Hans Sendebud.’ Han troede på ham og deltog i mange slag, og han døde i Tabuk-slaget.’ [17]

En af de største eksempler på hans tilgivelse så man, da han benådede folk i Mekka efter dens erobring. Da Guds Sendebud ﷺ samlede de mennesker, der havde såret ham og hans venner som havde drevet dem ud af Mekka, sagde han:

‘Hvad synes I, jeg skal gøre?’ ‘De sagde: ‘Du er en god og storsindet broder og nevø!’ Han sagde: ‘Gå – I er fri!’ [18]  

Profetens ﷺ nære forhold til sine venner

Jarir ibn Abdullah, (må Allah være tilfreds med ham) sagde: ‘Profeten ﷺ smilede altid, når han så på mig. Engang beklagede jeg mig til ham over, at jeg ikke kunne sidde fast på en hest, og så slog han mig mildt med håndfladen på brystet og bønfaldt Allah og sagde:

‘Åh Allah! Få ham til at sidde fast, og gør ham til en person, som er vejledt og vejleder andre.’ [19]

Profeten ﷺ plejede også at lave sjov med sine ledsagere: Anas ibn Malik, (må Allah være tilfreds med ham) sagde:

‘En beduin ved navn Zahir ibn Haram gav profeten ﷺ gaver, og han gjorde nogle ting for ham. Profeten ﷺ sagde:

‘Zahir er vores ørken, og vi er hans by.’ Profeten ﷺ nærmede sig ham, mens han solgte sine varer, og Profeten ﷺ omfavnede ham bagfra, uden at han kunne se ham. Så sagde han: ‘Slip mig! Hvem er det?’ Da det gik op for ham, at det var Profeten ﷺ , der omfavnede ham, trykkede han sin ryg ind mod Sendebuddets bryst! Så sagde Allahs Sendebud ﷺ : ‘Hvem vil købe den slave af mig?’ Zahir sagde: ‘O Allahs Sendebud, er jeg værdiløs?’ Allahs Sendebud ﷺ svarede: ‘Du er ikke værdiløs for Allah!’ eller han sagde: ’Du er værdifuld og dyrebar for Allah.’ [20]

Allahs Sendebud ﷺ plejede også at spørge sine ledsagere til råds, og tog deres holdninger og synspunkter i betragtning vedr. sager og spørgsmål, som der ikke var åbenbaret noget om. Abu Hurairah (må Allah være tilfreds med ham) sagde:

‘Jeg har ikke set nogen, der rådførte sig mere med sine ledsagere end Allahs Sendebud ﷺ .[21]

Profeten ﷺ plejede også at besøge de syge, uanset om de var muslimer eller ikke-muslimer: Profeten ﷺ interesserede sig for sine venner og sikrede sig, at de havde det godt. Hvis han hørte, at en af hans venner var syg, skyndte han sig hen til ham sammen med de tilstedeværende venner. Han besøgte ikke kun muslimer, der var syge, men også ikke-muslimer. Anas ibn Malik, (må Allah være tilfreds med ham), sagde:

‘En jødisk dreng, der tjente Allahs Sendebud ﷺ , blev syg. Så sagde Profeten ﷺ : ‘Lad os gå hen og besøge ham.’ Da de kom ind, sad drengens far ved hans hoved, og Allahs Sendebud ﷺ sagde: ‘Sig, at der er ingen anden gud, der fortjener at blive tilbedt end Allah, og jeg vil gå i forbøn for dig på Dommedag.’ Drengen så på sin far, og faderen sagde: ‘Adlyd Profeten!’ og så sagde drengen: ’Der er ingen anden gud, der fortjener at blive tilbedt end Allah, og Muhammed ﷺ er Hans Sendebud.’ Allahs Sendebud ﷺ sagde: ‘Al pris tilkommer Allah, som har reddet ham fra Helvedes ild.’ [22]

Profetens ﷺ arv

I en alder af 63 år døde Allahs Sendebud ﷺ i sit hjem i Madinah. Allahs Sendebud ﷺ efterlod sig ikke faraoniske bygninger, gigantiske statuer eller byer eller lande opkaldt efter sig. Det var ganske modsat ydmyghed, oprigtighed, ærlighed og askese. Hans monument var Koranen.

Der er over 1.7 milliarder af muslimer i verden som følge af det fuldkomne og smukke budskab han har efterladt sig. Han var Muhammad, Allahs Sendebud ﷺ . Han var en leder, som hele halvøen blev forenet under; og dog var han ydmyg. Han fik store rigdomme, og dog levede han i fattigdom. Han hengav sig til at tilbede Gud og elskede at gøre gerninger, som behagede Gud.

Han var asketisk omkring jordiske anliggender og tilbad Gud hele natten. Samtidig med at han var en tapper og modig soldat, som kæmpede med sværdet, var han også en ufejlbarlig Profet – erobreren, der erobrede nationer og lande med sit budskab. Han sov på en måtte af strå og en pude fyldt med grove fibre.

Ikke-muslimer om Profeten Muhammad

Annie Besant skrev i ‘The Life and Teachings of Mohammad’:

‘Det er umuligt for nogen, der studerer Arabiens store Profets liv og karakter, og som kender hans lære og livsførelse, at føle andet end ærbødighed over for den mægtige Profet, et af den Ophøjedes store Sendebud. Og selv om jeg i det, jeg fremlægger for jer, vil fortælle mange ting, som mange er bekendt med, så føler jeg selv, når jeg genlæser dem, en ny beundring, en ny ærbødighed over for den store arabiske lærer.’

Dr. Gustav Weil skrev i ’Geschichte der islamischen Völker’:

‘Muhammed var et lysende eksempel for sit folk. Hans karakter var ren og pletfri. Hans hus, hans tøj, hans mad – alt var præget af en sjælden enkelhed. Så fordringsløs var han, at han ikke ønskede at modtage nogen særlige tegn på ærbødighed fra sine venner, ej heller tog han imod nogen tjeneste fra sin slave, som han selv kunne udføre. Han var til rådighed for alle på alle tidspunkter. Han besøgte de syge og følte med alle. Ubegrænset var hans godgørenhed og gavmildhed, ligesom hans interesse for og engagement i samfundets ve og vel.’

Washington Irving sagde:

Hans militære triumfer vakte ingen stolthed eller forfængelig æresfølelse, som de ville have gjort, hvis de havde haft et selvisk formål. Da hans magt var på sit højeste, opretholdt han den samme enkle livsførelse og fremtoning som i modgangstider. Han førte sig så langt fra frem som en kongelig person, at det mishagede ham, hvis nogen, når han kom ind i et rum, viste ham nogen usædvanlige tegn på respekt.’

Marquis de Dufferin sagde:

‘Det er den muslimske videnskab, den muslimske kunst og den muslimske litteratur, som Europa kan takke for, at det blev befriet fra den mørke middelalder.’ [23]

 

[1] George Bernard Shaw: ‘Jeg har altid agtet Muhammeds religion højt på grund af dens vidunderlige vitalitet. Det er den eneste religion, der ser ud til at have evnen til at tilpasse sig livets skiftende faser, hvorved den appellerer til alle aldre. Jeg har forudsagt om Muhammeds tro, at den ville blive acceptabel i morgen, eftersom den begynder at være acceptabel for Europa i dag. De gejstlige i middelalderen malede, enten af uvidenhed eller fordomme, muhamedanismen i de mørkeste farver. De havde faktisk lært at hade både mennesket Muhammed og hans religion. For dem var Muhammed en anti-Krist. Jeg har studeret ham, det vidunderlige menneske, og efter min mening er han langtfra en anti-Krist, men må snarere kaldes menneskehedens frelser.’

[2] Muslim #2977)

[3] (Bukhari #5059)

[4] (Muslim #2858)

[5] (Bukhari 3643)

[6] (Baihaqi)

[7] (Bukhari #5684)

[8] (Bukhari #1987)

[9] (Bukhari #5650)

[10]  (Bukhari #677)

[11] (Ahmed 24998)

[12] (Tirmidthi #2641)

[13] (Ahmed #654)

[14] (Bukhari #2751)

[15] (Bukhari #6942)

[16] (Bukhari #2980)

[17] (Ibn Hibban #288)

[18] (Baihaqi #18055)

[19] (Bukhari #5739)

[20] (Ibn Hibban #5790)

[21] (Tirmidthi #1714)

[22] (Ibn Hibban #2960)

[23] ibid.

Share